Mikudagin 11. apríl og hósdagin 12. apríl hevur danski semingsstovnurin innkallað samráðingaleiðarnar fyri donsku regióninar og kommununar til fundar.
Endamálið er sjálvsagt at greiða tær fløkjur, sum hava stungið seg upp í samband við sáttmálasamráðinganar OK18, tí vandin fyri verkfalli og verkbanni nærkast í hvørjum.
Áðrenn hesar samráðnganar byrjaðu, hava donsku fakfeløgini tikið hvønn annan í eið. Slagorið er “Eina loysn fyri øll”, og eingin ger eina avtalu fyrr enn alt er uppá pláss.
Vit hava fyri tað mesta hoyrt um “rættin til matarsteðg” og “arbeiðstíðaravtaluna” hjá lærarum, men tað eru eisini onnur stórmál. Kravt verður, at ein serstøk pulja verður sett av til at rætta uppá skeivleikar í lønarlagnum, soleiðis at sjúkrarøktarfrøðingar og aðrar langar heisluútbúgvingar so sum fysioterapeutar og ergoterapeutar fáa eina løn tilsvarandi útbúgving, men eisini generelt at lyfta tær lágu løninar innan tey kvinnudomineraðu fakøkini við stuttum útbúgvingum so sum heilsurøktari og heilsuhjálpari.
Ein stuttur filmur um loysnina
Kunnandi skriv frá DSR er soljóðandi:
EN LØSNING
FOR ALLE
Forstå konflikten på fem minutter
Samtlige 750.000 offentligt ansatte nærmer sig en konflikt. Situationen er helt anderledes end ved den store sygeplejerske-strejke i 2008, fordi blandt andre lærere, pædagoger, præster, soldater, socialrrådgivere og renovationsarbejdere står sammen og kræver #EnLøsningForAlle.
Budskabet er, at samfundet skal betale en ordentlig pris for at få løst velfærdsopgaverne.
Offentligt ansatte vil have del i opsvinget Som offentligt ansatte vil vi have sikret og forbedret vores realløn – det vil sige vores købekraft.
Regeringen skriver i sin Økonomiske Redegørelse fra december 2017, at vi er på vej ind i en højkonjunktur, der kan vare i flere år. Der har ikke i de seneste 26 år været så mange mennesker i arbejde, og tallet forventes at stige. Derfor vil vi have del i opsvinget.
Vi har allerede i tre omgange taget medansvar og accepteret kriseoverenskomster.
Det drejer sig også om ligeløn og lavtløn. Det betyder, at der på lønmodtagersiden er enighed om at afsætte en særlig lønpulje til fagforbund med mange kvinder og til de lavest lønnede.
Arbejdstid og fleksibilitet
En væsentlig mærkesag ved disse forhandlinger har været undervisernes arbejdstid. Grundlæggende handler det om retten til at indgå kollektive aftaler, der kan regulere balancen mellem arbejdstid, hvile og fritid. Arbejdstidsreglerne for underviserne i folkeskolen og på blandt andet social- og sundhedsskolerne, hvor sygeplejerskerne underviser, er i dag fastlagt i lov 409. Det betyder, at muligheden for, at de ansatte kan sætte deres præg på arbejdstidens tilrettelæggelse, er helt afhængig af stemningen og viljen hos de lokale arbejdsgivere. Det er en uholdbar situation.
Derfor bakkede Dansk Sygeplejeråd fra starten op om undervisernes krav, og har været med til at forme den musketer-ed, der gør, at arbejdsgiverne ikke har haft held til at spille de faglige organisationer ud mod hinanden ved OK18.
Arbejdstid er ikke kun et stridsspørgsmål på underviserområdet. I regionerne vil arbejdsgiverne have, at den enkelte sygeplejerske skal gøre sin arbejdstid op over en lang periode på op til ét helt år. Det er vi uenige i, fordi lange normperioder går ud over over- og merarbejde. Samtidig mener de regionale arbejdsgivere, at sygeplejerskerne skal være til rådighed over et langt større geografisk område såsom hele regionen frem for det enkelte hospital.
Det vil betyde, at sygeplejersker kan ”lånes ud” mellem hospitaler.
Vi ønsker omvendt et bedre værn og forudsigelighed omkring den enkeltes ansattes arbejdsliv og fritid.
Hvad med spisepausen?
På alle tre arbejdsgiverområder har vi stillet krav om, at det tydeliggøres, at akademikerne har ret til en betalt
spisepause. I dag fremgår det ikke eksplicit af AC’s overenskomt, men akademikerne har i årtier holdt en ½ times spisepause som en del af deres normale arbejdstid uden, at arbejdsgiverne har anfægtet det.
Nu siger arbejdsgiverne, at de opfatter den betalte spisepause som en kutyme og ikke en egentlig rettighed og det betyder, at spisepausen kan opsiges, uden at der ydes kompensation herfor. Det anerkender vi ikke. Vi mener, at akademikerne har opnået en rettighed, som det er på tide at synliggøre.
Arbejdsgiverne svigter deres ansvar
De offentlige arbejdsgivere har flere kasketter på og indtager flere roller som både lovgiver, budgetansvarlig og forhandlingsmodpart. Gennem den seneste række af overenskomstrunder er det blevet tydeligere, at der er sket et skred og arbejdsgiverne bringer rollen som budgetansvarlig og forhandler i spil samtidig. Det er, som om arbejdsgiverne ikke længere er optaget af at skabe gode og attraktive arbejdspladser, hvor faglighed og kvalitet står i centrum. I stedet lader det til, at arbejdsgiverne mener, at de kan skjule og camouflere vedfærdsbesparelse ved at udhulde og forringe de ansatte vilkår.
Svigter vi patienterne ved at gå i strejke?
Det gør vi ikke, fordi vi stiller et nødberedskab, så akutte patienter og patienter i livstruede situationer kan få sygepleje og behandling. Strejken er vores mulighed for at påvirke modpartens forhandlere.
Vi ønsker ikke kun et arbejde – men også et arbejde på ordentlige vilkår. Forskning viser, at det giver kvalitet.
